Menu

storsejr på HØJER STADION, sender drengene midlertidigt op på førstepladsen

image
Danny Nielsen
25. september 2022 kl. 08:16
FC SYDVEST - Tarup/Paarup 8-0 (3-0)
Det var en med spænding imødeset kamp, gutterne fra FC Sydvest skulle spille lørdag den 24. september, hvor Tarup/Paarup kom på besøg. For første gang i holdets historie, skulle de spille en ”hjemmekamp” på HØJER STADION, da Højer op til denne sæson er kommet med i samarbejdet omkring FC SYDVEST’s 2009-drenge. HØJER STADION stod som altid, fristes man til at sige skarp.
Det var nogle drenge der var mere end klar til at vaske sæsonens første nederlag af sig, som de havde lidt weekenden forinden, da man ”hjemme” i kloster var løbet ind i et 1-3 nederlag mod SGI/SSK.
Kampen:
Vi starter ud i vores foretrukne 4:3:3 formation, hvor vi i dagens anledning valgt at stole på vores instinkt om at nogle HØJER-drenge gerne ville vise sig frem på ”deres” hjemmebane. Således stod de alle 3 i startopstillingen, hvor vi stillede med følgende opstilling:
 holdopstilling FC SYDVEST - Jelling 30. AUGUST 2022
       Søegaard      
 Malthe Mads Jesper  Rasmus 
   Kasper Muscharraf  
   Gustav  
 Lucas N. Lucas H.
       Victor      
Bænken:
Jonas 
Marius
Tobias 
Vi skulle lige i gang og selvom vi egentlig ikke på nogen måde spillede en dårlig kamp da vi led nederlaget mod SGI, så sad det nederlag stadig lidt i os. Jeg synes faktiske mere det var SGI der fortjente sejren,  for de spillede en flot kamp, hvor de sad tæt på os i det meste af kampen og som jeg sagde efter kampen, var jeg sikker på, de bestemt ikke ville slutte i bunden af rækken, hvor de ellers befandt sig inden mødet med os.
Efter de første 10 minutter, hvor kampen bølgede lidt frem og tilbage, uden nævneværdige chancer eller afslutninger til nogle af holdene, fik vi langsomt ædt os ind i opgøret. Gustav finder efter 12 minutter på en fremragende bold i dybden Lukas Nissen, der desværre fejlagtigt efter at han havde sparket bolden i mål, blev dømt for offside.
Vi fortsatte ufortrødent og blot 2 minutter senere, får vi os broderet godt igennem midten, på nogle smarte 1-2 kombinationer og til sidst var det Victor der afsluttede skarpt, men måtte se sit skud stryge lige over trekantssammenføjningen. 
Efter 18 minutter kunne TPI (Taarup/Paarup red.) ikke længere holde stand, da Mads med en flot bold i dybden finder ”the boy on fire” Lukas Nissen. Lukas der ellers startede sæsonen på højre back, men er blevet rykket længere frem til højre kant svigtede ikke i situationen. Han tager perfekt bolden med i løb, tager et træk ind i banen så modstanderne må den lange vej udenom ham og afsluttede med et hårdt fladt skud mod fjerneste stolpe og TPI-målmanden måtte sande der ikke var nogen mulighed for at redde skuddet. 1-0 og det løsnede i den grad op for holdet.
5 minutter senere, nærmere bestemt 23 minutter, spiller Kasper og Lukas Homilius, ping-pong med modstanderne og Kasper kommer til sidst til baglinjen, hvor han lægger en perfekt bold ind til Lukas N., som fra tæt hold, havde nemt ved at lægge indersiden på og gøre det til 2-0 for os.
Vi har i de efterfølgende minutter flere gode angreb og aktioner, men vi måtte frem til det 31. minut, inden Victor gør som kun Victor kan. Kasper og Victor sætter sig igennem udenfor feltet og nærmest fra stående sparkede Victor bolden op i krogen, 3-0 som også var stillingen ved halvleg. Jonas Jordt blev lige efter målet skiftet ind til sit længe ventede comeback, efter nogle laange skadesuger – han overtog Gustav’s plads på den offensive midt.
Vi brugte pausen på at snakke om at vi skulle fortsætte de gode takter og blive ved med at spille bolden rundt og sætte endnu mere tempo på, hvis det var muligt. Ydermere blev Tobi og Marius skifted ind, til fordel for henholdsvis Lukas H. og Malthe. Vi rokerede lidt rundt, så Tobias blev sendt på toppen og Victor ud på Homilius’ kant.
Der skulle kun gå 6 minutter inden vi igen kunne juble over en scoring. Marius går med i vores opspil og finder plads bredt i vores højre-side. Herfra slår han et milimeter-præcist indlæg ind i feltet, hvor Jonas har fundet plads i mellem deres to midter-forsvarere og minsandten om ikke Jonas er sikkerheden selv og header den over i det lange hjørne uden nogen chancer for TPI’s målmand der lignede en anden end ham der stod i første halvleg. Det tager dog ikke noget fra vores flotte mål, hvor jeg for første gang i sæsonen så vi spillede bolden kontrolleret rundt i længere tid og til sidst broderede os frem til både et superflot mål, men også et gennemspillet angreb.
Kasper løber i det 43. minut ind i et noget tyndt gult kort, men det ændrede ikke på at vi fortsatte med at lægge et massivt pres på TPI. Efter 49 minutter forsøgte Jonas sig langt udefra og selvom bolden ikke sad yderligt, så gik den stadig i mål til stor jubel og en 5-0 føring til os. 
Da stadionuret rundede de 54 minutter, fuldendte Lukas Nissen så sit hattrick, da han på endnu et gennemspillet angreb fra vores side, på fornemste vis blev betjent af Victor og fra klos hold kunne sætte indersiden på og nemt gøre det til 6-0 til os. 
Efter 61 minutter var det så Victor’s tur til at sætte kuglen i mål igen. Tobias som godt nok ikke fik scoret, men gang på gang voldte problemer for TPI’s forsvar, fik flot tilkæmpet sig bolden og fandt fra spids vinkel en helt fri Victor, der sikkert satte bolden ind bag en sagesløs TPI keeper.
Lukas Homilius ville også lege med og lukkede og slukkede kampen i det 66. minut, da han efter en del klumpspil inde foran TPI’s mål var klar, da Jonas får ham spillet fri udenfor klumpen og han satte den sikkert ind til slutresultatet 8-0.
Vi spillede helt klart sæsonens bedste kamp og i denne række, hvor alle slår alle, så handler det i den grad om at være klar på dagen. Det var vi denne lørdag og tillod i hele kampen kun 2 afslutninger mod eget mål. En perfekt måde at lade op til næste tirsdags kamp, hvor vi gæster Vinding i, hvad man må kalde en topkamp. Vinding råder over rækkens absolutte topscorer og har hidtil gjort rent bord på hjemmebane, så det bliver helt sikkert en underholdende og svær kamp, hvor gutterne i den grad bliver sat på en prøve.
Vi har siden sidste referat spillet 2 yderligere kampe. Den 3. september gæstede vi Kerteminde og kom derfra med en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr. Vores målscorere i det nordfynske, var dengang Lukas H. og Victor. Dernæste spillede vi 17. september hjemme mod SGI i den føromtalte kamp. Her måtte vi indkassere sæsonens første nederlag, da vi tabte med 1-3. vores målscorer i det opgør var ”the boy on fire” Lukas Nissen. 
Nu venter der drengene en træningsuge, hvor jeg håber de går til den, selv på trods af jeg brillierer med mit fravær og så håber jeg det er en top trimmet trup der er klar tirsdag den 4. oktober hvor jeg netop er hjemvendt fra Tyrkiet og vil være optanket med fornyet energi og forsøge at piske gutterne frem til en sejr i Vinding.
Efter kampen blev kampens spiller kåret og ligesom alle de andre gange, løber vores Man of the Match med en præmie på et gavekort til en sort sol vaffel fra Is’n kram i Højer. Denne gang sagde gutterne det faktisk selv i omklædningsrummet og de tog ikke fejl, for Kasper spillede sin bedste kamp i sæsonen på en ny position som defensiv midt, hvor han kronede sin indsats med 2 assists.
Luk