Menu

Projekt Klubhus 2020

 

I 2020 fylder Tønder SF–Fodbold 100 år, og vi håber at kunne fejre første spadestik til et nyt klubhus – ”Klubhus 2020”.

Tønder SF-Fodbold blev stiftet den 17. maj 1920 og er en af de få klubber, der kan fejre sit 100-års  jubilæum i 2020; samtidig med 100 året for Genforeningen. Historien bag de 100 år er selvstændig beskrevet og indsat som bilag.

Initiativ til ”Klubhus 2020” er skabt af frivillige, et samarbejde i regi af Tønder SF - Fodbold, BankParken og FC Sydvest 05 Tønder. BankParken er hjemstedsbane for FC Sydvest Tønder (TSF-Fodbold, Løgum IF, Bredebro IF, Ballum IF). ”Klubhus 2020” indgår som en naturlig del af den samlede masterplan for udvikling af området.

Med det foreliggende prospekt ønsker vi at give et indblik i de tanker og overvejelser, der ligger bag ”Klubhus 2020”, og vi håber gennem diverse tiltag at kunne samle midler til etableringen af dette.

Selvom de fleste af vores aktiviteter foregår udenfor på det grønne græs, er der behov for anvendelige, tidssvarende og præsentable klubhusfaciliteter, såsom:

  • Omklædningsrum til både herrer, damer, børn og unge samt handicappede.
  • Boldrum, materialerum og vaskerum.
  • Klubkontoret, hvor stævner, fodboldskole og turneringsplaner planlægges, tilmeldinger registreres, resultater udregnes, og hvor medlemmerne kan henvende sig.
  • Trænerkontoret, hvor trænerne kan planlægge træning, træningslejre m.v.
  • Indbydende lokaler til præmieoverrækkelse, spisning, receptioner og ikke mindst det sociale samvær på tværs af hold og årgange i klubben. Her holdes trænermøde, forældremøder, foredrag, kurser og undervisning i og udenfor sæsonen.

”Klubhus 2020” skal ikke kun være for Tønder SF–Fodbold , BankParken og FC-Sydvest 05 Tønder. Vores nabo BMX-klubben er også tænkt ind som bruger af huset; desuden andre – for eksempel løbeklubben, cyklistmotionsklubben eller andre uorganiserede idrætter og motionister samt byens skoler.

Vi vil i fremtiden fortsætte med at bygge bro og ser mulighederne for at skabe endnu mere sammenhæng i idrætsområdet samtidig med, at der indgås nye relationer og fællesskaber, så flest mulige får glæde og tilknytning til ”Klubhus 2020”.

Initiativtagere:

Kasper Sørensen, Tønder SF-Fodbold
Thorsten Simonsen, FC Sydvest 05 Tønder
Martin Qvist, BankParken
Brian Gerlach, BankParken
Hans Pilegaard, frivillig ildsjæl
Lars Dahl-Larsen, Tønder SF-Fodbold
Ib Hansen, frivillig ildsjæl
Sonja Miltersen, frivillig ildsjæl
Gunnar Jordt, Tønder SF-Fodbold
Per Reifling, BankParken
Claus Behrndt, Dansk Boldspil Union
Lars Thomsen Tønder Sports og FritidsCenter
Anders Jessen, FC Sydvest 05 Tønder

Luk