Menu

Nulløsning i Kolding til JS-damerne

Danny Nielsen
06. april 2021 kl. 10:49
Kedelig og trist nulløsning i en kamp der kunne og måske burde have givet 3 point
En for os ubekendt modstander skulle vise sig at blive lige så svær at knække som forventet. 

I en nærmest stormfuld kamp, hvor vejret i løbet af de 90 minutter bød på masser af blæst, regn, hagl og sågar helt lidt snevejr – måtte vi lidt slukørede forlade banen efter en kamp der endte 0-0.

Lad det være sagt med det samme at Kolding på ingen måde blev spillet baglæns ud af banen – ligesom vi bestemt heller ikke vadede i chancer, men på en dag hvor vi misbruger tre 100%-chancer og ikke tillader noget i den anden ende, pånær en enkelt gang hvor Laura laver et super tilbageløb og derved forhindrede at en Kolding spiller kunne komme til frit skud, burde vi nok have rakt hænderne i vejret da kampens dommer fløjtede af.

Sådan skulle det ikke være, for chancerne blev ikke misbrugt på det skammeligste, men i den grad også afværget af en stærk målmand fra Kolding Q. En målmand der efter 55 minutter, måtte udgå med en skade, men heller ikke dette udnyttede vi til at putte en enkelt bold i rusen. Kolding blev den forventede spilstærke modstander, der kombinerede sig flot ud af mange situationer, samt stod meget kompakte og dybe. De fortjener ros for at gøre kampen umådelig svær for os, ved at spille sig ud af situationerne og de gange, hvor vi tabte nærkampene, formåede de også at blive farlige på såkaldte omstillinger. 

Et kig på deres oprykningssæson viste 9 sejre og en uafgjort i deres 10 kampe, samt en målscore på 36-5! ydermere er det spillere der nogle uger vel træner 3-4 gange og det ses tydeligt at de har fokus på at spille bolden rundt. De havde ikke bolden mest, specielt ikke i første halvleg hvor de havde modvind og sjældent kom over midten, men som kampen skred frem og specielt i 2. halvleg, var de flere gange gæster på vores banehalvdel og flere gange var der optræk til mulige chancer. Kolding havde dog ikke de fornødne spillere med fremme til rigtigt at blive farlige og det tror jeg kan tilskrives deres kompakthed, hvor de lod mange mand blive tilbage.

Alt i alt ikke verdens bedste kamp, men på en dag hvor pigerne ikke ramte dagen, er det glædeligt at vi atter holdt nullet. Det var en af udfordringerne sidste sæson at vi sjældent holdt modstanderne fra at score. Nu har vi spillet 2 kampe og der er fortsat ikke scoret imod os. Søndag venter Aabk i det, vi selv bilder os ind er et topopgør. Her er det vigtigt at pigerne er knivskarpe fra start, fordi det uden tvivl er to hold der kender og står godt til hinanden. Denne kamp spilles søndag på HØJER STADION med kickoff 11.00