tonder

Pressemeddelese juni 2011Udskriv side


TSF Fodbold venner vil opføre et nyt stadion i Tønder
 
Knap er blækket blevet tørt fra mødereferat og udarbejdede vedtægter fra stiftelsen af støtteklubben, TSF Fodbold Venner, før første projekt kan offentliggøres.

Vi vil ganske enkelt opføre Danmarks hyggeligste stadion - folkets stadion.

Det er ingen hemmelighed at i TSF Fodbold-formand Gunnar Jordts 10-årige "regeringstid" har visionen og ønsket været at skabe et unikt træningsmiljø til fodboldungdommen i Tønder. På tegnebrættet ligger således planer for fodboldlegeland, klubhus, kunstgræsbaner, multibane og et nyt stadion.

En stor mundfuld men som nævnt blev støtteklubben stiftet d. 17. maj og TSF Fodbold Venner's formål er at støtte TSF Fodbold økonomisk, moralsk og praktisk.

Initiativtagerne, Asger Nielsen og Martin Qvist, som også udgør støtteklubbens bestyrelse sammen med, Gunnar Jordt som repræsentant udpeget af TSF Fodbold, har overbevist TSF Fodbold om at et nutidigt og fremtidssikret stadion skal være 1. etape.

Umiddelbart kan det måske virke lidt underligt at første projekt er et imposant og, som nogen vil tænke, prestigefyldt stadion.

Grunden herfor er for så vidt indlysende. Udover at et stadion er
salgbart; stadionnavn, tribunenavne, bandereklamer,  stolereklamer, etc., etc., så vil det også være vidtfavnende brugbart. Ikke kun førsteholdskampe (som man desværre ofte ser) men også ungdomshold skal have et par kampe pr. sæson at se frem til!

Endvidere opvisningskampe, som mod Brøndby forleden. Det kunne være andre superligahold, Bundesligahold, veteranlandsholdet, osv. Ja, hvorfor skulle DBU ikke belønne os med en ungdomslandskamp?

Andre brugere ville naturligt være Tønder Sports College og øvrige relevante skoler.

Fodboldskoleturneringer, EB Cup. Herudover er det næsten kun fantasien der begrænser anvendelsen; gymnastikopvisninger, Line Dance, folkedans, friluftsscene, koncerter, storskærmsarrangementer, osv.

Fodboldmæssigt er det nye stadion projekteret til slutteligt at kunne rumme ca. 2.500 siddepladser. 
Alle overdækkede. En del heraf kan konverteres til ståpladser hvorved kapaciteten stiger til 4.000 tilskuerpladser. Det er et 1. divisionskrav fra DBU!
Stadion er netop projekteret til at kunne opfylde samtlige DBUs krav til 2. division og faktisk også en del krav til 1. division. Resten er forberedt i projektet og kan derfor hurtigt og let implementeres.

Men nu spiser vi jo brød til her på egnen.
Afhængig af bl.a. materialevalg, jordbundsforhold, toiletløsninger og handicapadgang vil opførelsesprisen anslået kun beløbe sig til kr. 1.800.000 - 2.500.000.

Årsagen herfor skal findes i stor velvillighed i lokalområdet. Som eksempel kan nævnes at  rendegravere og mandskabslifte gratis stilles til rådighed af STALLEX A/S i Tønder.
Et andet er at ArkitektKontoret Uwe Nielsen gratis har lavet vores flotte præsentationsmateriale herunder en film. Vi er i skrivende stund i dialog med flere men kan man byde ind med murere, betonfolk, tømrer, smede og andre relevante faggrupper med den faglige ekpertise så finder vi den øvrige frivillige arbejdskraft. Nogen kan måske byde ind med en jordbundsundersøgelse til vennepris eller gratis? Nogen kan måske udfærdige en byggetilladelse på samme fordelagtige måde? Det kunne være byggematerialer? Kontakt os så vi kan få en dialog.

Vi forestiller os at opføre det i 2-4 etaper.

At vi virkelig vil opføre "Folkets Stadion" - Danmarks hyggeligste Stadion - ses i at den økonomiske tilgang er overkommelig for ALLE.

Privatpersoner kan for kr. 250 blive medlem i TSF Fodbold Venner.
Virksomheder, institutioner, klubber, mv. er medlem for kun kr. 750.
Kontonummeret er stadig 7970 - 1252185

Men fra Tønders virksomheder, store som små, ønsker vi at de støtter os og dem selv ved at eksponere sig på stadion med stadionbander.

For at alle kan være med koster det kun kr. 500,-/årligt pr. løbende meter (min. 3 meter).

Som fodboldfolk elsker vi konkurrencen. Så de 20 første virksomheder der bestiller en stadionbande via mail maq@tsf-fodbold.dk  får fremstillingsprisen betalt.

Stadionnavn, tribunenavne, banehjørner, spillerbure, endevægge på tribuner mv. drøftes individuelt.

Kom så Tønder - Vis at I er fodboldby nr. 1

 

Stadion navnesponsor


Tribune sponsorer


Hjørne sponsorer


Bandesponsorer